Formandsskifte i Chefkredsen
Formanden for Dansk Told & Skatteforbunds Chefkreds Hans-Jørgen Lindhardtsen har i dag meddelt kredsens medlemmer, at han er trådt tilbage som formand for kredsen.
Chefkredsens næstformand Lone Byg overtager formandsposten – foreløbig indtil kredsens generalforsamling den 20. marts 2015.
Formandsskiftet er en konsekvens af, at Hans-Jørgen Lindhardtsen efter anmodning er blevet fristillet af SKAT forud for, at han stopper i SKAT den 30. april 2015 for at gå på rådighedsløn.
Hans-Jørgen Lindhardtsen, som siden etableringen af den nye ledelsesstruktur i SKAT pr. 1. april 2013 har været projektchef i Store Selskaber under Indsats, er sammen med en anden projektchef og en kontorchef blevet afskediget med rådighedsløn efter en dom i Københavns Byret.
Dansk Told & Skatteforbund anlagde sag for de pågældende med påstand om, at de ikke havde fået en passende stilling i forbindelse med indplaceringen i den nye ledelsesstruktur.
SKAT tabte sagerne i byretten og har besluttet ikke at anke dommene.
Forbundets advokat, som førte sagen, vil senere udarbejde nærmere information om dommen, som vil blive tilgængelig via NYT fra DTS.
Hent NYT fra DTS nr. 4/2015 i pdf-format her.