Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse har i dag afholdt ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde via Teams.
Hovedpunktet på mødet var den politiske aftale om reform af skattekontrollen og de initiativer, der indgår i aftalen – herunder oprettelse af to nye skattecentre i Fredericia og Frederikssund som første del af den samlede styrkelse af Skattestyrelsens kontrol, som forventes at skulle ske over en fireårig periode.
Hovedbestyrelsen hilser den politiske aftale om skattekontrollen meget velkommen. Det er en styrke for aftalen, at det er en enig kreds af partier i Folketinget, der står bag og bakker op omkring reform og styrkelse af skattekontrollen.
Hovedbestyrelsen ser nu frem til at indgå i dialog med Skattestyrelsens ledelse om udmøntning af den aftalte styrkelse – herunder vilkårene for etablering de to nye skattecentre. Der har allerede været drøftelser med ledelsen – både i Skattestyrelsen og i Skatteministeriet – og der afholdes et ekstraordinært hovedsamarbejdsudvalgsmøde i Skattestyrelsen mandag den 4. maj med nærmere omkring udmøntningen af aftalen.
Dansk Told & Skatteforbund vil gerne være med til at sikre et konstruktivt forløb omkring Skattestyrelsens udmøntning af den politiske aftale. Men det fordrer naturligvis, at der bliver lyttet til forbundets holdninger og taget de nødvendige hensyn, som sikrer skattefagligheden og så det undgås, at der mistes faglige kompetencer f.eks. i forbindelse med opbygning af de nye enheder.
Skatteforvaltningen har allerede været igennem store omstruktureringer siden opsplitningen af SKAT i syv styrelser, og det er vigtigt, at der nu bliver taget ved lære af de indhøstede erfaringer til gavn både for medarbejderne og for skattefagligheden.
Herudover drøftede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:
Genåbning af samfundet
På nuværende tidspunkt forventes det, at genåbningen af samfundet – og herunder tilbagevending til arbejde på Skatteforvaltningens adresser – bliver et længere forløb.
Hovedbestyrelsen drøftede en række udfordringer i den forbindelse – bl.a. hvordan man sikrer forløbet for de medarbejdere, der enten selv – eller hvor nære pårørende – er i risikogruppen.
Det handler både om forholdene på Skatteforvaltningens adresser – men også i forbindelse med f.eks. udgående kontroller eller fogedforretninger.
Hovedbestyrelsen skal opfodre medlemmer, som har særlige udfordringer i forbindelse med tilbagevending, om at have en tæt dialog med deres leder – og naturligvis også meget gerne kontakte deres tillidsrepræsentant, hvis der er behov for sparring eller bistand.
Personaleorganisationerne er løbende i tæt dialog med Administrations- og Servicestyrelsen omkring rammer m.v. for genåbningen af Skatteforvaltningen, og hovedbestyrelsens tilbagemeldinger fra medlemmerne er et vigtigt grundlag for forbundet i den dialog.
Kontingentregulering
Ifølge forbundets vedtægter sker der årligt pr. 1. juni en regulering af kontingentet med samme procentsats som lønudviklingen på forbundets område siden 1. juni året før.
Kontingenterne til forbundet reguleres på den baggrund med 1,76% pr. 1. juni 2020
På grund af corona er vi alle fortsat i en meget usædvanlig situation. Langt de fleste af forbundets medlemmer arbejder fortsat hjemme. Mange trives med det – men der er klart også nogle, for hvem hjemmearbejdsdage uden den tætte sociale kontakt med kolleger er en udfordring.
Dansk Told & Skatteforbund skal opfordre medlemmer, der måske er ved at miste gejst eller mod på grund af den usædvanlige arbejdssituation, til at have en tæt kontakt med kollegerne på de digitale platforme.
I den forbindelse spiller forbundets tillidsrepræsentanter rundt omkring også en vigtig rolle. Ganske vist er vi heller ikke på kontorerne, men vi er altid klar til en snak, et virtuelt kram – eller måske en virtuel gåtur, hvis der er behov.
Brug os – vi står sammen men på afstand!
Hent NYT fra DTS i pdf-format her.