SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 41/2008

11. november 2008
Finanslovsforliget
Der blev i går den 10. november indgået forlig om finansloven for 2009. SKAT har allerede på intranettet orienteret om konsekvenserne for SKAT.

Forligsteksten er følgende:

“De kommunale skatteforvaltninger og det statslige ToldSkat fusionerede den 1. november 2005. Som følge af fusionen og en række betydelige investeringer i nye IT-systemer vil SKAT over en årrække kunne reducere de samlede udgifter til skatteadministrationen med 25 pct. Med henblik på blandt andet at korrigere for, at den faktiske gennemsnitsløn pr. medarbejder i SKAT er højere end forudsat ved fastlæggelsen af de økonomiske rammer for fusionen på finansloven for 2007 er partierne enige om at tilføre SKAT 358,8 mio. kr. i 2009. Partierne er endvidere enige om at løsne op for de personalemæssige og organisatoriske bindinger, som SKAT er underlagt.”

Hvad denne formulering konkret betyder, er det svært at give et eksakt bud på på nuværende tidspunkt - som det også fremgår af informationen fra told- og skattedirektøren på SKATs intranet.

Formændene for personaleorganisationerne i SKAT blev i går eftermiddags orienteret nærmere om finanslovens forventede konsekvenser for SKAT på et møde med skatteminister Kristian Jensen og SKATs direktion.

Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse havde ikke mulighed for at drøfte konsekvenserne af finansloven på hovedbestyrelsesmødet i går, da forliget endnu ikke var indgået. Hovedbestyrelsen mødes derfor ekstraordinært på fredag den 14. november, hvor finansloven for 2009 og forbundets holdning til konsekvenserne for SKAT er på dagsordenen.


Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært hovedbestyrelsesmøde den 10. november 2008. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende sager:

Anke i sagerne omkring udpegning til Betalingscentret og Kundecentrene
Dansk Told & Skatteforbund og forbundets centralorganisation CO II, som har kørt sagerne på vegne af forbundet, tabte som bekendt de fire sager, som var anlagt ved Østre Landsret omkring udpegning af medlemmer til Betalingscentret og til Kundecentrene.

Der var tre hovedtemaer i retssagerne:

- Spørgsmålet om udvidelse af ansættelsesområdet for tjenestemænd med kommunal baggrund
- Stillingsnedlæggelse
- Passende stilling

CO IÍs hovedbestyrelse har på baggrund af indstilling fra forretningsudvalget har efterfølgende besluttet at anke sagerne til Højesteret - men alene hvad angår spørgsmålene om stillingsnedlæggelse og passende stilling.

Af praktiske grunde, blev hele sagen dog anket i første omgang, men advokaten skal efterfølgende præcisere anken til Højesteret.

Advokat Karen Margrethe Schebye deltog derfor i hovedbestyrelsesmødet, hvor hun gav hovedbestyrelsen en grundig vurdering af de forskellige juridiske aspekter i forbindelse med anke af sagerne.

Det var bl.a. advokatens vurdering på direkte spørgsmål fra hovedbestyrelsen, at en anke af spørgsmålet om udvidelse af ansøttelsesområdet for tjenestemænd med kommunal baggrund kan risikere at skade muligheden for at vinde sagerne på de to øvrige punkter ved Højesteret.

Hovedbestyrelsen havde på den baggrund en meget grundig drøftelse af, om forbundet skal “overtage” anke af den del af sagerne, som angår udvidelsen af ansættelsesområdet for tjenestemænd med kommunal baggrund.

Hovedbestyrelsen var af den opfattelsen, at risikoen for at tabe de dele af ankesagerne, som CO II allerede har indbragt for Højesteret, gør, at forbundet ikke kan overtage anke af spørgsmålet om udvidelse af ansættelsesområdet. Hovedbestyrelsen bemyndigede dog forbundsformand Jørn Rise til endnu en gang at bringe spørgsmålet om anke af denne del af sagen op i CO IÍs forretningsudvalg.

Forbundets struktur
Hovedbestyrelsen drøftede planen omkring implementering af den nye struktur i Dansk Told & Skatteforbund i takt med, at SKATs nye struktur kommer på plads.

Forbundets nye struktur bygger - kort fortalt - på, at medlemmerne er medlem af den lokalafdeling, der er ved den lokalitet, hvor medlemmet fysisk er placeret - uanset hvor medlemmet organisatorisk hører hjemme. Dette “geografiske nærhedsprincip” betyder f.eks. også, at medlemmer ved enheder direkte under Hovedcentret, ikke er medlem af Kreds VII (Hovedcentret og Statens It m.v.), hvis de er placeret ved en lokalitet i SKAT, hvor der er en lokalafdeling, men af den lokale afdeling.

Uanset hvilken lokalafdeling medlemmet er medlem af, er aftale- og forhandlingsretten for det pågældende medlem dog altid placeret ved den kreds, der modsvarer den region eller Hovedcentret, hvor direktøren for det pågældende område er placeret.

Det betyder f.eks., at et medlem, som er ansat ved Intern Revision i Næstved - en enhed, som hører direkte under Hovedcentret - er medlem af lokafdelingen i Næstved, men at aftale- og forhandlingsretten for vedkommende f.eks. i forbindelse med tillægsforhandlingerne er placeret i Kreds VII (Hovedcentret og Statens It m.v.). Denne aftale- og forhandlingsret skal dog naturligvis udøves i samarbejde med den lokale tillidsrepræsentant for medlemmet ved revisionen i Næstved.

Med andre ord: I forbundets nye struktur er medlemsskabet af en lokalafdeling lokalt forankret, mens varetagelsen af aftale- og forhandlingsretten er placeret i den kreds, der svarer til der, hvor direktøren for området er placeret.

Der er dog i forbundets vedtægter åbnet op for, at hovedbestyrelsen kan beslutte, at en gruppe medlemmer, hvis de anmoder om det, kan blive tilknyttet en anden lokalafdeling end den, de ellers hører under i henhold til det geografiske nærhedsprincip. Det betyder f.eks., at hvis medlemmerne ved Intern Revision i Næstved er enige om, at de ikke ønsker at være medlemmer af lokalafdelingen i Næstved, men i stedet ønsker at være direkte medlemmer under Hovedcentret, så kan de indsende en anmodning om det til hovedbestyrelsen.

Hovedbestyrelsen besluttede, at hvis medlemmerne ved en enhed på den baggrund ønsker at “løse sognebånd” til en anden lokalafdeling, så skal de indsende anmodning om det til hovedbestyrelsen inden den 8. december 2008, så anmodningen kan behandles på hovedbestyrelsesmødet den 15. og 16. december 2008.

På grund af tidsnød var der en række sager, hovedbestyrelsen ikke nåede at behandle på mødet. Disse sager vil i stedet blive behandlet på det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde den 14. november 2008.

Hent NYT fra DTS nr. 41/2008 i pdf-format her.