SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 29/2009

8. oktober 2009
Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde tirsdag den 6. oktober 2009. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende:

Finanslov 2010
Hovedbestyrelsen drøftede bredt forslaget til finanslov for 2010 og herunder de forslag, der er kommet fra oppositionen på begge sider af regeringen om at tilføre ekstra 300 millioner kroner til SKAT.

Det forventes, at de politiske forhandlinger omkring finansloven for 2010 snart bliver indledt for alvor, og Dansk Told & Skatteforbund vil naturligvis følge disse tæt og søge at påvirke de politiske beslutningstagere, så SKAT sikres de ressourcer, der er nødvendige for at løse de opgaver, som politikerne forventer.

Der har som forberedelse til finanslovsforslaget været gennemført en række interne budgetanalyser i SKAT. Forbundet har anmodet om at få resultatet af disse budgetanalyser, da de nu indgår som en del af SKATs bidrag til finanslovsforslaget - et materiale, som personaleorganisationerne har ret til at få udleveret i henhold til samarbejdsreglerne på statens område. SKAT har imidlertid afvist at udlevere disse analyser, og dette spørgsmål vil forbundet derfor nu rejse over for vores centralorganisation CO II og om nødvendigt for det samarbejdssekretariat, der er nedsat af parterne på det statslige område.

Repræsentantskabsmøde
Hovedbestyrelsen drøftede indholdet af forbundets repræsentantskabsmøde den 21. og 22. oktober på Hotel Hvide Hus i Aalborg.

På mødet vil omstruktureringer bl.a. være et tema - både med en ledelsesteoretisk og arbejdsmiljømæssig indgangsvinkel.

SKATs organisation
Hovedbestyrelsen drøftede erfaringerne fra ændringerne af SKATs organisation - herunder omflytning af medarbejdere - som forbundet bl.a. har fået på medlemsmøder rundt omkring i landet.

Medlemmerne har videreformidlet en række holdninger til forbundet - og det overordnede billede er uoverskuelighed, som konkret bl.a. følger til utryghed.

Der skal på den baggrund gives en tilbagemelding til ledelsen på mødet i SKATs Hovedsamarbejdsudvalg (HSU) den 15. oktober 2009.

Dansk Told & Skatteforbunds struktur
Hovedbestyrelsen startede på mødet i september 2009 en debat om evaluering af forbundets struktur - herunder behovet for at justere den nuværende struktur.

Der har nu været en indledende debat i forbundets kredse, og på den baggrund besluttede hovedbestyrelsen, at der nu skal være god tid til debatten rundt omkring, hvorfor hovedbestyrelsen først vil arbejde videre med mulige forslag til ændring af forbundets struktur i januar 2010.

Tillæg 2009
Hovedbestyrelsen udvekslede erfaringer omkring de igangværende forhandlinger om tillæg, som foregår rundt omkring ved regionerne. Nogle steder er forhandlingerne i den indledende fase, mens de andre steder er tæt ved at være afsluttet.

Retssag om bijob
Forbundet har tabt den retssag, der har været ført om medlemmernes adgang til bijob.

Hovedbestyrelsen besluttede, at sagen som udgangspunkt ikke skal ankes til Højesteret, men at der dog - inden der bliver taget endelig stilling til spørgsmålet - skal ske en vurdering i forbundets centralorganisation CO II omkring de principielle, tjenestemandsretlige aspekter i sagen.

Salg af Brunsnæs
Forbundet har modtaget et tilbud fra en interesseret køber af den tidligere feriebolig i Brunsnæs. Hovedbestyrelsen gav bemyndigelse til at gennemføre salget.

Hent NYT fra DTS nr. 29/2009 i pdf-format her.