SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 9/2010

13. april 2010
Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde mandag den 12. april 2010. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende sager:

Forbundet struktur
Der har været afholdt et møde mellem formændene for personaleorganisationerne og repræsentanter fra Skatteministeriets direktion omkring tillidsrepræsentantstrukturen. Fra ledelsens side er der et ønske om, at antallet af tillidsrepræsentanter reduceres, og at strukturen tilpasses SKATs struktur.

Der er aftalt, at forhandlingerne mellem personaleorganisationerne og ledelsen om tillidsrepræsentantstrukturen fortsætter - dog således, at hver organisation forhandler for sig.

Hovedbestyrelsen drøftede spørgsmålet om tillidsrepræsentantstrukturen. De linier, til en ny tillidsrepræsentantstruktur, som blev lagt på hovedbestyrelsens møde i Grindsted i januar 2010, og som blev præsenteret i Dansk Told & Skat nr. 3/2010 er fortsat udgangspunkt for forbundets forhandlinger med ledelsen.

Dansk Told & Skatteforbund ønsker fortsat, at der tages udgangspunkt i nærhedsprincippet, hvor medlemmerne har mulighed for at vælge tillidsrepræsentant på den adresse, hvor de er lokaliseret. Hovedbestyrelsen mener, at forbundets ønsker til en demokratisk, nærhedsbaseret tillidsrepræsentantstruktur sagtens kan matche de ønsker og forventninger ledelsen har en tillidsrepræsentantstrukturen.

Hovedbestyrelsen ser derfor frem til de fortsatte forhandlinger med ledelsen om tillidsrepræsentantstrukturen.

Målet er fortsat, at der kan afholdes en ekstraordinær kongres i efteråret 2010, som kan justere forbundets vedtægter.

Krav til aftale- og overenskomstforhandlingerne 2011
Hovedbestyrelsen drøftede arbejdet med formulering af krav til aftale- og overenskomstforhandlingerne i 2011.

Forbundet vil udarbejde et “inspirationskatalog”, som kan danne baggrund for den lokale og regionale debat - men alle medlemmer er allerede nu meget velkomne til at sende forslag til krav ind til forbundets sekretariat.

Hovedbestyrelsen vil på møderne i juni og august 2010 behandle og prioritere forbundets krav.

SKATs struktur
Hovedbestyrelsen havde en drøftelse af de løbende konsekvenser, der er af ændringerne i SKATs struktur.

Hovedbestyrelsen drøftede bl.a. de “stavnsbindinger” der er af medlemmer på bl.a. inddrivelsesområdet, som betyder, at de pågældende ikke har mulighed for at søge til nye arbejdsopgaver.

Spørgsmålet om disse stavnsbindinger vil igen blive taget op i drøftelserne med ledelsen og SAC.

Gaver i SKAT
På baggrund af tidligere kontorchef Michael Bjørn Hansens udtaleler i medierne, iværksættes der nu en undersøgelse om gaver til chefer (fra lr. 37 og op) i perioden fra 1993 og frem.

Forbundet tager nærmere stilling til sagen, når resultatet af denne undersøgelse foreligger.

Hent NYT fra DTS nr. 9/2010 i pdf-format her.