SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 21/2010

14. september 2010
Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde mandag den 13. september 2010. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:

Forbundets struktur
Hovedbestyrelsen har udarbejdet forslag til ændringer af forbundets vedtægter, så tillidsrepræsentantstrukturen bliver tilpasset den aftale, der er indgået med Skatteministeriets ledelse om en ny tillidsrepræsentantstruktur. Forslaget skal behandles på den ekstraordinære kongres den 27. oktober 2010.

Forslaget tager udgangspunkt i, at man er medlem af en lokalafdeling på den adresse, hvor de fysisk befinder sig. Det har givet anledning til henvendelser fra medlemmer ved henholdsvis Intern Revision i Næstved og ved Ankenævnssekretariatet i Ringkøbing. Begge steder ønsker medlemmerne i stedet at blive knyttet til Kreds VII (Koncerncentret) og ikke til den lokale afdeling.

Hovedbestyrelsen besluttede at holde fast i det forslag til vedtægtsændringer, som er fremsat til behandling på kongressen. Forslaget vil – hvis det bliver vedtaget – dog indebære, at medlemmernes tilknytning til en lokalafdeling fremgår af et appendix til vedtægterne, som hovedbestyrelsen kan justere, hvis der er behov for det. Hovedbestyrelsen ønsker derfor, at der først bliver indhøstet erfaringer med den nye tillidsrepræsentantstruktur, inden der eventuelt tages stilling til, om enkelte medlemsgruppers tilknytningsforhold til en lokalafdeling skal fravige hovedreglen.

Vedtægtsforslaget bliver drøftet igennem med medlemmerne af forbundets kredsbestyrelse på møder den 16. september (vest for Storebælt) og den 17. september (øst for Storebælt).

SKATs struktur
Som et af de tilbagevendende punkter på dagsordenen drøftede hovedbestyrelsen erfaringerne med SKATs struktur.

Etablering af Spillemyndigheden som en selvstændig styrelse under Skatteministeriet ser ud til at forløbe efter planen. Blandt andet vil bemandingen af Spillemyndigheden komme på plads, uden der skal ske uansøgte forflyttelser til Spillemyndigheden.

Flere hovedbestyrelsesmedlemmer pegede på, at inddrivelsesopgaven er hårdt presset. Blandt andet er der problemer med systemnedbrud i de it-systemer, der anvendes i forbindelse med opgaven – og der blev i den forbindelse efterlyst, at den tid, der anvendes på systemnedbrud, kan få en selvstændig kode i tidsregistreringssystemet. Forholdet bringes op i Skatteministeriets Hovedsamarbejdsudvalg (HSU).

Hovedbestyrelsen drøftede igen spørgsmålet om at køre i egen bil til lav takst i forbindelse med arbejdet i SKAT.

Dansk Told & Skatteforbund har stadig ikke forståelse for, at der ikke kan gives tilladelse til mere generel kørsel til høj sats.

Derfor skal forbundet gentage opfordringen til medlemmerne til, at man ikke anvender egen bil til kørsel i forbindelse med arbejdsopgaverne i SKAT.

Finanslov 2011
Hovedbestyrelsen drøftede regeringens forslag til finanslov for 2011.

Dansk Told & Skatteforbund er glade for, at der med finanslovsforslaget – og den tillægsbevilling til finansloven for 2010, som Finansudvalget behandler her i 2010 – er skabt sikkerhed for, at der er løn til de ansatte, der er i Skatteministeriet. Rygter om afskedigelsesrunder er derfor afkræftet.

Hovedbestyrelsen kan dog se, at linjen overfor medarbejderne i SKAT på en række områder er strammet, så der i dag indledes sager om afsked af medarbejdere på et helt andet – og langt mindre – grundlag, end det tidligere har været tilfældet.

Forbundet vil derfor bl.a. i forbindelse med repræsentantskabsmødet i oktober klæde tillidsrepræsentanterne på, så de er bedst muligt rustet til at bistå medlemmerne, hvis de kommer i problemer.

Dansk Told & Skatteforbund opfordrer fortsat, at der skabes mulighed for, at Skatteministeriet kan få økonomiske rammer, så det allerede i 2011 er muligt at rekruttere medarbejdere, som kan nå at få opbygget de kompetencer, der skal til for at erstatte de mange kolleger, der går på pension i løbet af de kommende år. Disse kolleger besidder en enorm kompetence, og det er vigtigt, at der tages hånd om videndeling, inden de forlader Skatteministeriet for at gå på pension.

Forbundet peger i den forbindelse bl.a. på den nye diplomuddannelse rettet mod job i Skatteministeriet som en rigtig god vej til at sikre, at der også i de kommende år er de kompetencer, der skal til for at løse opgaverne.
Hent NYT fra DTS nr. 21/2010 i pdf-format her.