SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 24/2010

6. oktober 2010

Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde tirsdag den 5. oktober 2010. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:

Løntillæg 2010
Hovedbestyrelsen drøftede og udvekslede erfaringer i forbindelse med de regionale forhandlinger, der for tiden foregår omkring tillæg.

Erfaringsudvekslingen er vigtig for at sikre, at alle input fra medlemmerne når frem til de tillidsrepræsentanter, der forhandler tillæg. Dette er især vigtig i de landsdækkende enheder, som har medlemmer spredt ud over hele landet. Her varetages forhandlingerne af den kreds, der er knyttet til den pågældende region i SKAT.

Hovedbestyrelsens drøftelse har rettet op på eventuelle mangler.

Arbejdet med at indgå aftale om en ny lønpolitik, der skal træde i kraft i 2011, er begyndt. Der er nedsat en teknikkergruppe med repræsentanter fra personaleorganisationerne og fra SAC.

Dansk Told & Skatteforbund vil i forbindelse med forhandlingerne omkring en ny lønpolitik bl.a. fokusere på mulighederne for avancement.

Aftale- og overenskomstforhandlingerne 2011
Det tekniske arbejde med at bearbejde organisationernes krav til aftale- og overenskomstforhandlingerne er godt i gang i forbundets centralorganisation CO 10.

Der har været afholdt et møde mellem CO 10´s sekretariat og forbundets sekretariat, hvor forbundets krav er blevet gennemgået.

Det må forventes, at CO 10 vil foretage en udvælgelse og prioritering af forbundets krav, så ikke alle kravene vil blive fremsat i forbindelse med aftale- og overenskomstforhandlingerne.

Arbejdstid
Der er nedsat en teknikkergruppe med repræsentanter fra personaleorganisationerne og fra SAC, som skal se nærmere på de forskellige aftaler om arbejdstid i Skatteministeriet.

Endnu er arbejdet ikke så langt, at der er konkrete forslag til nye aftaler. I takt med, at de bliver udarbejdet, vil de blive behandlet i hovedbestyrelsen.

Forslag til vedtægtsændringer
På baggrund af to møder med kredsbestyrelserne, som blev afholdt i september, er der udarbejdet et revideret forslag til vedtægtsændringer.

Forslaget vil blive sendt ud til forbundets delegerede og tillidsrepræsentanter i løbet af denne uge.

Hovedbestyrelsen havde en grundig drøftelse af de problemstillinger, der er rejst i forbindelse med, at vedtægtsforslaget tager udgangspunkt i nærhedsprincippet. Nærhedsprincippet betyder, at medlemmerne som udgangspunkt altid er medlem af den lokalafdelingen ved den lokalitet, hvor de fysisk er placeret.

Der har været en række henvendelser fra medlemmer og tillidsrepræsentanter ved Intern Revision i Næstved og Ankenævnssekretariatet i Ringkøbing, som ønsker en særordning, så de ikke tilknyttes lokalafdelingen i henholdsvis Næstved og Ringkøbing. Et flertal i hovedbestyrelsen ønskede dog ikke at fravige nærhedsprincippet i det vedtægtsforslag, der bliver lagt frem på den ekstraordinære kongres.

Nærhedsprincippet ændrer dog ikke ved, at de pågældende medlemmer – som i dag – vil få deres aftale- og forhandlingsret vedrørende arbejdsforhold, løntillæg m.v. varetaget fra Kreds VII. Kredsen skal ifølge vedtægtsforslaget netop vælge en tillidsrepræsentant, som er koordinator for de pågældende områder, som så kan være tillidsrepræsentant for alle i enhederne – uanset geografisk placering. Ligesom man kan deltage i generalforsamlinger og medlemsmøder i Kreds VII.

Tilknytningen til lokalafdelingen i henholdsvis Næstved og Ringkøbing sker for, at de pågældende medlemmer også har mulighed for at benytte sig af de tilbud, det indebærer – bl.a. hurtig kontakt til en lokal tillidsrepræsentant ved problemer samt deltagelse i medlemsmøder, sociale aktiviteter m.v. i lokalafdelingen.

Adgang til SKATs systemer
Forbundet har konstateret, at en række medlemmer er blevet kontaktet for nærmere at redegøre for, hvorfor de i konkrete tilfælde har trukket oplysninger i SKATs systemer.

Det har bl.a. været i situationer, hvor medlemmer har søgt oplysninger vedrørende personer eller virksomheder, som de ikke selv har en konkret sag på. Der er derfor bl.a. en række gråzoner omkring, hvad man må, og hvad man ikke må, når det handler om at søge oplysninger om afgørelser i lignende sager, som kan være relevante i forbindelse med en konkret sag.

SKAT udsendte en information om, hvad man må – og hvad man ikke må – i relation til oplysningerne i SKATs systemer den 21. februar 2006. Forbundet har på et møde med HR-direktør Birte Deleuran efterlyst, at denne information bliver uddybet og konkretiseret, så ingen kan være i tvivl om, hvad man må, og hvad man ikke må.

På den baggrund er det lovet, at der vil blive udsendt en nærmere information til alle medarbejdere i Skatteministeriet, som kan give klare retningslinjer.

Indtil da vil forbundet opfordre medlemmerne til at være meget påpasselige med, hvilke oplysninger de søger i SKATs systemer. Er man i tvivl, vil det altid være en god idé at vende det med sin leder først – eller orientere lederen bagefter, hvis man er kommet ind i systemer, hvor der kan være tvivl om, hvad man skal bruge oplysningerne til.

Hent NYT fra DTS nr. 24/2010 i pdf-format her.