SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 3/2007

12. januar 2007

Møde i SKATs Hovedsamarbejdsudvalg (HSU)

Der var møde i HSU den 11. januar 2007.

På HSU blev der givet en status på personalepolitik, kompetencestrategi, fysiske rammer og værktøjer samt SOL-projektet.

Som supplement til den overordnede personalepolitik arbejdes der videre på inspirationspapir med tilhørende faktabokse. Næste møde i projektgruppen er den 16. januar 2007

Der vil snarest blive indkaldt til møde i HSU-U vedrørende SKATs kompetencestrategi og det videre arbejde med kompetenceregnskab. De oplysninger, der i dag er registreret i kompetenceregnskabet (83% af medarbejderne) skal indgå i det fremadrettede arbejde omkring efteruddannelse, gap m.m. På HSU-U mødet vil det blive demonstreret hvilke oplysninger, der kan trækkes på systemet, samt hvem der har adgang til at trække disse informationer.

SOL visionsstafetten er nu nået tilbage til direktionen, og det blev aftalt, at der afholdes formandsmøde forud for ledelseskonferencen den 8. - 9. februar 2007, således at organisationernes bemærkninger vil indgår i de svar, som skal kvittere arbejdet indtil videre.

I forbindelse med den indgående tryghedsaftale vil der blive mulighed for medarbejderne at benytte en jobbørs. Hvad jobbørsen skal indeholde, og hvorledes den kan benyttes, vil blive drøftet på førstkommende formandsmøde.

SKAT skal den 1. januar 2008 overtage opgaverne med motorregistrering fra politiet. Der vil følge 80 årsværk med opgaven, og der vil snarest blive opslag af stillinger på politiets hjemmeside.

I perioden 1. november 2005 til 31. oktober 2006 er der registreret 504 afskedigelser fra SKAT, svarende til 482,8 årsværk. Pr. 15. december 2006 var 373 personer, svarende til 361 årsværk, fraværende som følge af tjenestefrihed uden løn. Med udgangspunkt i tidligere tal fra ToldSkat og det nuværende antal årsværk i SKAT, er der ikke tale om et uventet stort antal.

Der afholdes ekstraordinært HSU-møde den 24. januar 2007 vedrørende strategi og kommunikation. Der skal bl a drøftes, om SKAT’s visionstekst skal tilpasses til de tilbagemeldinger, der er fra SOL.

SKAT vil rekruttere 77 elever, som vil blive fordelt på alle skattecentre, betalingscentret og kundecentret, herunder 20 elever til toldopgaven. Der er mulighed for, at eleverne kan fastsansættes efter endt uddannelse. Desuden vil der blive opslået ca. 350 ledige stillinger i SKAT. Opslag af stillingerne vil finde sted i uge 7 og 8.

Specielt vedrørende inddrivelsesområdet vil der til HSU blive udsendt det materiale, som SKAT fremlægger for Folketinget. Der vil herefter eventuelt være en drøftelse af området i HSU.

 

Hent NYT fra DTS nr. 3/2007 i pdf-format her.