SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 5/2011

9. februar 2011

Senioraftalen i SKAT – seneste nyt
I NYT fra DTS nr. 3/2011 meddelte Dansk Told & Skatteforbund, at der var opnået enighed om, at genforhandlingen af senioraftalen i SKAT om seniordage og mulighed for nedgang i tid med fuld pensionsindbetaling skulle afvente de centrale overenskomstforhandlinger, idet den centrale rammeaftale, der danner grundlag for den lokale senioraftale i SKAT var til forhandling her.

I skrivende stund er de centrale forhandlinger ikke afsluttet, men Dansk Told & Skatteforbund har løbende fået henvendelser fra medlemmer og har endvidere løbende været i kontakt med SAC i Koncerncentret omkring den nugældende aftale, der som tidligere meddelt udløber med udgangen af marts måned 2011.

Som følge af henvendelser fra forbundets medlemmer samt den løbende kontakt med SAC i Koncerncentret, har vi fundet det betimeligt, endnu engang, at redegøre for de umiddelbare konsekvenser udløbet af den nugældende aftale har.

Vedr. mulighed for nedsat tid med fuld pensionsindbetaling for medarbejdere, der er fyldt 60 år
Det skal indledningsvis bemærkes, at der i forbindelse med ansøgning om nedsat tid med fuld pensionsindbetaling alene er tale om en mulighed. Det er således ikke en ret den enkelte medarbejder har.

Umiddelbare konsekvenser:

• Medarbejdere, der allerede nu har indgået en individuel aftale om nedsat tid med fuld pensionsindbetaling, fortsætter i denne individuelle aftale efter 31. marts 2011.

• Medarbejdere, der fylder 60 år senest den 31. marts 2010, har mulighed for, senest den 31. marts 2011, at søge om nedsat tid med fuld pensionsindbetaling. Det seneste ikrafttrædelsestidspunkt er den 1. april 2011. Ansøgningen lægges i SAC-Boks og skal inden da godkendes af ledelsen (læs mere om regelsættet i SAC-selvhjælp), og det anbefales, at ansøgningen af hensyn til sagsbehandlingen fremsendes så hurtigt som muligt.

Vedr. tildeling af seniordage til medarbejdere, der er fuldt 62 år
Umiddelbare konsekvenser:

• De medarbejdere, der har ret til tildeling af seniorfridage, tildeles der alene et forholdsmæssigt antal dage, svarende til de 3 måneder i 2011 som aftalen pt. gælder.

• Medarbejdere, der fylder 62 inden den 1. april, er omfattet af aftalen, men igen skal der ske en forholdsmæssig tildeling fra den 1. i måneden efter medarbejderen fylder 62 år og frem til aftalens udløbsdato den 31. marts 2011.

• Medarbejdere, der er tildelt seniordage i 2011 har på lige fod med andre ansatte mulighed for at overføre 5 feriedage til næste ferieår.

Har du/I spørgsmål til ovenstående kan I kontakte faglig sekretær Connie Mortensen (cm@dts.dk) eller faglig sekretær Jan Nørner (jn@dts.dk) i Dansk Told & Skatteforbunds sekretariat.
Hent NYT fra DTS nr. 5/2011 i pdf-format her.