SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 40/2011

6. december 2011

Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde mandag den 5. og tirsdag den 6. december 2011. Hovedbestyrelsen behandlede bl.a. følgende emner på mødet:

Situationen i Skatteministeriet
Hovedbestyrelsen drøftede den aktuelle situation, hvor Skatteministeriet er i mediernes fokus i forbindelse med sagen om Helle Thorning-Schmidts skattesag.

Dansk Told & Skatteforbund har allerede stillet advokatbistand til rådighed for medlemmer af forbundet i forbindelse med sagen.

Forbundet har også kontaktet de medlemmer, der forventes at blive involveret i forbindelse med den kommende Undersøgelseskommission og tilbudt dem råd og bistand fra forbundet.

Skulle flere af forbundets medlemmer blive involveret kan de pågældende altid tage kontakt til forbundet, som vil tilbyde råd og bistand.

Forbundet vil i størst muligt omfang inddrage centralorganisationen CO 10 i forbindelse med de sager og behov for bistand, der måtte komme i forbindelse med Undersøgelseskommissionen.

I forbindelse med sagen er spørgsmålet om strukturen i Skatteministeriet med en enhedsorganisation også blevet bragt frem.

Dansk Told & Skatteforbund er overordnet set af den opfattelse, at den nuværende struktur i forbindelse med opdelingen i et Koncerncenter og SKAT, som står for de driftsmæssige opgaver, fortsat er hensigtsmæssig. Den nuværende skatteforvaltningslov giver også de nødvendige rammer.

Det er dog vigtigt, at der beskrives klare kommandoveje – bl.a. i forbindelse med sager, der indeholder ministerbetjening – og at der bliver levet op til disse kommandoveje.

Projekt omplacering
I forbindelse med projektet, skal den enkelte medarbejder til en samtale med sin leder omkring den fremtidige placering m.v.

Dansk Told & Skatteforbund vil til brug i den forbindelse udarbejde nogle gode råd til såvel tillidsrepræsentanter som det enkelte medlem.

Tålegrænser
Der har været rejst spørgsmål omkring hvorvidt de ”gamle” sager omkring tålegrænser – det vil sige, hvad de tidligere kommunale medarbejdere skulle tåle af afstandsmæssige forflyttelser efter deres overgang til staten.

Der er i dag kun én konkret sag tilbage, der er under vurdering af forbundets advokat.

I forbindelse med den kommende omplacering af medarbejdere i SKAT vil spørgsmålet naturligvis kunne blive aktuelt igen. Der vil dog være tale om helt konkrete vurderinger og afgørelser i den enkelte sag, og der vil derfor ikke kunne udarbejdes generelle retningslinjer for, hvad man skal tåle ud fra sin ansættelsesmæssige baggrund.

Tillæg 2011
De regionale forhandlinger omkring tillæg i 2011 er nu generelt ved at være afsluttet, og der er indgået aftaler. De fleste steder med et fornuftigt resultat for Dansk Told & Skatteforbunds medlemmer.

Der udestår dog fortsat spørgsmålet omkring oprykning af medarbejdere til Konsulentorganisationen (DTS chefkonsulenter). Der pågår for tiden et arbejde mellem Koncerncentret og personaleorganisationerne omkring tilretning af stillingsprofilerne i Konsulentorganisationen. Eventuelle oprykninger afventer således dette arbejde, men er stadig end del af tillægsrunden for 2011.

Samtidig har Dansk Told & Skatteforbund konstateret, at ledelsen alene har ønsket at udnævne og oprykke til henholdsvis konsulent og specialkonsulent i de tilfælde, hvor der samtidig ved tillægsrunden er givet et varigt tillæg, der gør, at den enkelte medarbejders samlede løn overstiger basislønnen for enten konsulent eller specialkonsulent, sats II.

Medarbejdere, der allerede har en samlet løn, der overstiger den nævnte basisløn, har således efter ledelsens opfattelse ikke kunne komme i betragtning til oprykning/udnævnelse. Dette er efter forbundets opfattelse ikke i overensstemmelse med den aftalte lønpolitik for 2011, og forbundet agter at tage dette spørgsmål op med Løn og Personalejura i Koncerncentret.

Tillægsforhandlingerne skal nu evalueres mellem ledelsen og personaleorganisationerne.

Personalelinjeskift
Det nye koncept for personalelinjeskift er nu offentliggjort i Serviceboksen på Skatteministeriets Intranet.

Forbundet henviser medlemmer, der tidligere har rettet henvendelse omkring personalelinjeskift, til at følge det nye koncept.

Forbundet er fortsat i nærmere dialog med Professionshøjskolen Metropol for nærmere at få afklaret de forskellige aspekter i forbindelse med realkompetencevurdering.

Når dette er på plads, vil forbundet udsende nærmere information omkring emnet.

Betaling for feriehuse i 2012
Det er tidligere besluttet, at der i forbindelse med udlejning af forbundets ferieboliger i 2012 skulle ske opkrævning af 50% af lejen i forbindelse med booking. Dette depositum ville være tabt, hvis man senere afbestilte ferieboligen.

En opdeling i opkrævningen i to dele ville dog betyde en større administrativ byrde. Derfor besluttede hovedbestyrelsen, at opkrævningen af hele lejebeløbet fra 2012 vil ske med en betalingsfrist på én måned efter bookingen. Hvis opholdet senere afbestilles, tilbagebetales alene 50% af den indbetalte leje.

Hent NYT fra DTS nr. 40/2011 i pdf-format her.