SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 10/2012

1. maj 2012
Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært hovedbestyrelsesmøde mandag den 30. april 2012.

På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:

Frihed 1. maj
Selvom der ikke har været tvivl omkring budskabet fra Skatteministeriets direktion om, at der som tidligere skal være mulighed for at få fri den 1. maj, hvis tjenesten tillader det, har der nogle steder regionalt været usikkerhed omkring fortolkning af reglerne.

Et afslag på frihed den 1. maj skal være konkret begrundet i den enkelte medarbejders tjenstlige forhold.

Hvis der er medlemmer, som har været ude for, at der er givet et ”kollektivt afslag” til afdelingen eller enheden – eller medlemmer, der har fået nej til at få en fridag den 1. maj men ja til at holde flexfri på dagen – så må man meget gerne videregive det til den lokale eller regionale tillidsrepræsentant, så forbundet kan gå i dialog med ledelsen omkring disse forhold, som ikke er i overensstemmelse med reglerne på området.

Job og Kompetencematch
Første del af Job og Kompetencematch med gennemførelse af MUS-samtaler er overstået, og Skatteministeriet er nu ved at skabe sig et samlet overblik på baggrund af de indtastede svar i spørgeskemaerne.

Personaleorganisationerne vil medio maj blive orienteret om hovedlinjerne i resultatet, inden de bliver behandlet i den udvidede direktion.

Efter orienteringen omkring ”landsresultatet” vil forbundet arbejde videre med at hjælpe de medlemmer, der har behov for det.

Flekstidsaftale
Skatteministeriet og personaleorganisationerne er nu ved at lægge sidste hånd på det papir med budskaber omkring administration af flekstidsaftalen, som sendes ud sammen med den allonge til flekstidsaftalen, som ændrer på størrelsen af positive og negative flekssaldi ved udgangen af et kvartal.

Det er aftalt, at Skatteministeriet sender information om aftalen ud, når de sidste detaljer er på plads.

Hovedbestyrelsen besluttede, at Dansk Told & Skatteforbund vil evaluere den indgåede aftale, når den er trådt i kraft, og der er erfaringer med, hvordan den bliver administreret i praksis.

Lokal arbejdstidsaftale for medlemmer i kontinuerlig tjeneste
Skatteministeriet har udtrykt åbenhed omkring indgåelse af en lokal arbejdstidsaftale for ansatte i kontinuerlig tjeneste.

Dansk Told & Skatteforbund er på den baggrund i gang med at udarbejde forbundets ønsker til en aftale – bl.a. på baggrund af dialog med repræsentanter for de medlemmer, der er omfattet af kontinuerlig tjeneste.

Forhandlingsfasen er ikke startet og det er derfor endnu for tidligt at give et bud på, om der kan opnås enighed om en aftale.

Skatteministeriets fremtidige organisation
Det er varslet, at der efter ansættelse af en ny departementschef i Skatteministeriet vil komme en strukturændring i ministeriet.

Hovedbestyrelsen havde en overordnet temadrøftelse omkring forbundets holdning og ønsker til ændringer af Skatteministeriets struktur.

Forbundets sekretariat og faglige udvalg vil arbejde videre med emnet.
Hent NYT fra DTS nr. 10/2012 i pdf-format her.