SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 27/2012

11. september 2012

Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde den 10. september 2012. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:

Finanslov 2013
Hovedbestyrelsen drøftede regeringens forslag til finanslov for 2013.

Dansk Told & Skatteforbund synes, det er stærkt beklageligt, at regeringens forslag lægger op til fortsatte besparelser på Skatteministeriets område i de kommende år.

I stedet for at indfri blot nogle af de løfter, regeringspartierne tidligere har været fremme med omkring flere ressourcer til SKAT, så følger regeringen nu den tidligere regerings linje med en fortsat reduktion af personalet i SKAT.

Dansk Told & Skatteforbund vil til stadighed gøre opmærksom på, at det er forbundets holdning, at SKAT bør tilføres flere ressourcer – især på indsatsområdet – og ikke reduceres yderligere.

Det vil være en rigtig god investering for samfundet, hvis indsatsområdet blev opprioriteret, som det bl.a. også har været efterlyst fra revisorerne.

De rationaliseringer, der opnås i SKAT i de kommende år – bl.a. i forbindelse med indførelse af nye it-systemer – burde derfor investeres i flere ressourcer på indsatsområdet.

Forbundet vil i den kommende tid op til forhandlingerne om finansloven for 2013 søge at påvirke politikerne.

Ny struktur i Skatteministeriet
Det forventes, at der snart bliver offentliggjort noget omkring den overordnede struktur i Skatteministeriet.

Personaleorganisationerne skal i dag til møde med departementschef Jens Brøchner, hvor omstruktureringen er på dagsordenen.

Arbejdstid
Hovedbestyrelsen drøftede de forskellige problemer, der er i forbindelse med administrationen af reglerne omkring overtid, mertid og vagtplanlægning.

Personaleorganisationerne afventer fortsat en indkaldelse til en forhandling om en lokalaftale omkring arbejdstid på Skatteministeriets område.

Dansk Told & Skatteforbund ved, at der er en del medlemmer, som oplever problemer og begrænsninger i forbindelse med administrationen af arbejdstidsreglerne.

Forbundet arbejder meget målrettet på at få indgået aftaler med ledelsen, som kan tage hensyn til de forhold, der er i Skatteministeriet. Det gælder for så vidt både for de medlemmer, som er i kontinuerlig tjeneste, som for medlemmer, der f.eks. deltager ved aktioner m.v.

Da vi stadig er i en forhandlingsfase, kan forbundet ikke melde hårdt ud på området – men målet er helt klart at finde frem til løsninger, som tager hensyn til de forskellige forhold.

Mødeplan 2013
Hovedbestyrelsen besluttede, at der afholde følgende hovedbestyrelsesmøder i 2013:

21. januar
25. februar
8. april
6. maj
10.-11. juni
26. august
16. september
21. oktober
11. november
9.-10. december

Repræsentantskabsmødet i 2013 afholdes den 22. og 23. oktober.

Telefonåbningstiden i forbundets sekretariat
Sekretariatet får i dag kun få telefoniske henvendelser over middag om fredagen.

Hovedbestyrelsen besluttede derfor, at forbundets telefontid om fredagen fremover er fra kl. 10 til kl. 13.

Det er alene hovednummeret, der lukker kl. 13 om fredagen. Medlemmerne kan som altid fortsat ringe til medarbejderne i sekretariatet via de direkte telefonnumre eller på mobiltelefonerne også efter kl. 13.

Hent NYT fra DTS nr. 27/2012 i pdf-format her.