SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 46/2013

13. november 2013

Afskedigelsesrunden
Dagens prikkerunde i SKAT er nu slut.

Det har været en meget trist dag – og for Dansk Told & Skatteforbund er det fortsat helt uforståeligt, at det har været nødvendigt at bringe SKATs medarbejdere ud i den situation, som har ført til prikkerunden i dag.

Dansk Told & Skatteforbund tager på det kraftigste afstand fra den massakre, der nu er gennemført i SKAT – og forstår ikke, at regeringen kan stå bag en politik, der på den måde maltrakterer det SKAT, som står for velfærdssamfundets indtægtsgrundlag.

132 af Dansk Told & Skatteforbunds medlemmer har i dag fået varslet afskedigelse fra SKAT. Herudover er der to ansatte på Dansk Told & Skatteforbunds forhandlingsområde, som ikke er medlemmer, der har fået varslet.

Forbundets tillidsrepræsentanter rundt omkring i landet har i løbet af dagen gjort en meget stor indsats med støtte til de medlemmer, der har været til en samtale, hvor de har fået varslet om afsked.

De varslede medlemmer vil nu blive indbudt til en møderække rundt i landet, hvor forbundets sekretariat vil yde den enkelte individuel rådgivning – bl.a. også i forbindelse med den kommende proces med parthøringer.

Forbundet vil forsøge at hjælpe og støtte medlemmerne mest muligt i løbet af den proces, der nu går i gang – og de varslede medlemmer er altid velkommen til at kontakte forbundets sekretariat, hvis de har behov for råd og bistand i den kommende tid.

Forbundsformand Jørn Rise er i løbet af dagen bl.a. blevet interviewet af DR omkring afskedigelsesrunden i SKAT.

Dansk Told & Skatteforbund har i dag udsendt følgende pressemeddelelse:

Sort onsdag for SKAT – og for Danmark!

I dag – onsdag den 13. november 2013 – vil gå over i historien som ”Den sorte onsdag” for SKAT og for Danmark. For mens SKAT står i historiske problemer og med et offentligt omdømme, der er historisk kritisk, har SKATs ledelse i dag ført kniven mod 317 medarbejdere. Det er sket for at leve op til den finanslov, som regeringen meget snart ventes at få vedtaget i Folketinget.

Formanden for Dansk Told & Skatteforbund, Jørn Rise, retter nu en indtrængende appel til regeringen:

”Vi er bestyrtede og dybt ulykkelige over, at det ikke i tilstrækkelig grad er lykkedes for os at råbe regeringen op. Over for politikerne har vi påpeget, at SKAT nu bevæger sig ud på endnu tyndere is. At skille sig af med så mange medarbejdere på et tidspunkt, hvor opgaverne hober sig op, er direkte uansvarligt. Samtidig giver det ingen mening at tage forskud på eventuelle fremtidige gevinster ved indførelse af nye it-redskaber. Der vil gå flere år, før disse gevinster eventuelt vil vise sig. På denne baggrund appellerer jeg endnu en gang til regeringen: Tryk på pauseknappen og giv SKAT og SKATs medarbejdere bare en smule arbejdsro til at oven på igen efter den lange række af problematiske sager,” siger Jørn Rise.

Han hæfter sig ved, at med regeringens forslag til Finanslov for 2014 vil SKAT siden 2005 være skåret ned med hele 40%, og at organisationen i disse år er under konstant omstrukturering.

”Derfor er den sikre opskrift på flere ”sager”: Fortsæt med fyringer og bliv ved med at lave tingene om. Så kan politikere få alle de sager, man kan tænke sig,” påpeger Jørn Rise.

Hent NYT fra DTS nr. 46/2013 i pdf-format her.