SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 26/2007

11. juni 2007
Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde den 7. og 8. juni 2007. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende:

Strategier
Hovedbestyrelsen besluttede på mødet i maj, at forbundet vil fortsætte med at fremkomme med forslag til behandling på møderne i SKATs Hovedsamarbejdsudvalg (HSU). Til mødet den 31. maj 2007 havde forbundet derfor udarbejdet et udkast til et forslag til en aftale om seniorordninger i SKAT, som skal være med til at fastholde de ældre kolleger længere på arbejdspladsen. En forslag, der også skal understøtte målet om SKAT som en attraktiv arbejdsplads.

Forslaget blev positivt modtaget i forbindelse med debatten på HSU-mødet - og spørgsmålet om seniorpolitiske initiativer skal derfor drøftes nærmere på et møde med HR-direktør Kirsten Otbo og formændene for personaleorganisationerne den 11. juni 2007.

For Dansk Told & Skatteforbund er det afgørende, at der nu - og hurtigt - tages konkrete initiativer omkring seniorpolitiken.

Omkring øvrige strategiske initiativer arbejder forbundet bl.a. videre på at få indgået en ny flextidsaftale samt en ny arbejdstidsaftale i SKAT.

Hovedbestyrelsen drøftede også det generelle samarbejde med de øvrige personaleorganisationer på centralt plan, og besluttede, at Dansk Told & Skatteforbund vil tage initiativ til, at der afholdes et fællesmøde mellem de tre organisationernes hovedbestyrelser/bestyrelser.

OK 2008
På baggrund af de mange forslag til krav til aftale- og overenskomstforhandlingerne i 2008 havde hovedbestyrelsen en debat omkring, hvordan forbundet skal prioritere og tematisere kravene.

Overordnet set ønsker Dansk Told & Skatteforbund, at der først og fremmest fokuseres på generelle lønstigninger til alle.

Omkring de krav, der retter sig mere konkret mod Dansk Told & Skatteforbunds medlemsområde, ønsker forbundet fokus på en forbedring af den nuværende aftale om Ny Løn i SKAT samt en forbedring af forbundets organisationsaftale (overenskomst) for fuldmægtige m.v.

På chefområdet - som ikke er omfattet af Ny Løn - vil der blive fremsat en række krav til specifikke omklassificeringer.

Forbundet vil generelt tematisere kravene, så de understøtter SKATs visioner og målet om en attraktiv arbejdsplads.

Forbundets aftalekrav vil nu teknisk blive behandlet i sekretariatet med henblik på en endelig behandling på hovedbestyrelsesmødet i august.

Hovedbestyrelsen har fået en henvendelse fra et medlem om, at der bør gennemføres urafstemning blandt medlemmerne, når resultatet af aftale- og overenskomstforhandlingerne skal godkendes. Traditionen i Dansk Told & Skatteforbund har været, at godkendelsen af resultatet sker i hovedbestyrelsen - men naturligvis på baggrund af en medlemsdebat rundt omkring i de lokale afdelinger.

Hovedbestyrelsen besluttede, at spørgsmålet nærmere skal drøftes på hovedbestyrelsesmødet i august - og på den baggrund måske drøftes på forbundets repræsentantskabsmøde i oktober 2007.

En egentlig urafstemning vil kræve en ændring af forbundets vedtægter - og det vil fordre en ekstraordinær kongres. En anden mulighed er, at der kan gennemføres en vejledende afstemning blandt medlemmerne efter samme regler som en urafstemning.

Løn - herunder specialistorganisationen
Hovedbestyrelsen havde en drøftelse omkring løn, og der vil til stadighed arbejdes videre med at udforme en lønpolitik, der sikrer ensartet løn. Lønpolitikken er for tiden genstand for forhandling med HR i Hovedcentret og de andre organisationer.

Der er fra HR udsendt et notat til Hovedcentret og plandirektørerne omkring mulig indplacering i specialistorganisationen.

Forbundet udsender et notat til tillidsrepræsentanterne, hvori man kan se grundlaget for specialistorganisationen, herunder de umiddelbare konsekvenser i forhold til at lade sig indplacere i specialistorganisationen eller chefkonsulentorganisationen. Medlemmerne kan derfor søge information hos sin tillidsrepræsentant.

Forflyttelser til Betalingscentret og Kundecentrene
Der har gennem længere tid været forberedt en række sagsanlæg - såvel i forbindelse med de uansøgte forflyttelser til Betalingscentret og Kundecentrene som i forbindelse med de generelle forflyttelser, der skete af tidligere kommunale medarbejdere i forbindelse med etableringen af SKAT.

På baggrund af anbefaling fra forbundets centralorganisation CO II - som afholder advokatudgifterne - blev der valgt en advokat til at forberede disse sager. Undervejs i forløbet har CO II imidlertid ønsket, at der blev skiftet advokat i sagen. Dette er nu sket - og der har været afholdt møde med den nye advokat Karen-Margrethe Schebye.

Karen-Margrethe Schebye er nu i fuld gang med forberedelsen af sagerne. Det forventes af udkast til stævninger er klar i slutningen af juni, så der kan fremsendes stævninger til SKAT i begyndelsen af juli.

De involverede medlemmer, som sagerne konkret kommer til at vedrøre, bliver løbende informeret om udviklingen i arbejdet.

En række af de spørgsmål, som forbundet og CO II ønsker afprøvet ved domstolene, er af principiel karakter - bl.a. om, hvor meget man skal tåle i forbindelse med forflyttelser - og der vil omkring disse sager blive søgt indgået procesaftaler med SKAT.

Der vil først kunne blive informeret nærmere om konkret hvilke sager, der rejses, når stævningerne er sendt til SKAT.

Arbejdsmiljøundersøgelsen
Forbundets arbejdsmiljøudvalg er nu i gang med at analysere på resultatet af forbundets undersøgelse af arbejdsmiljøet i SKAT.

Der skal ske en teknisk opdeling af svarene - bl.a. så de svar, der er afgivet af medlemmer, som ikke er ansat i det egentlige SKAT (departementet, Landsskatteretten og Klasselotteriet) ikke indgår i resultatet for SKAT.

Der vil blive informeret nærmere om resultatet, efterhånden som disse forhold er på plads.

Konstitution
Ulla Kær Andersen fra Hovedcenterafdelingen har ønsket at udtræde af forbundets uddannelsesudvalg og som repræsentant i Uddannelsesudvalget under HSU.

Hovedbestyrelsen besluttede, at Marianne Høeg, Hovedcentret, indtræder i forbundets Uddannelsesudvalg, og Arne Lampe, Horsens, indtræder i Uddannelsesudvalget under HSU.

Økonomi
Hovedbestyrelsen underskrev forbundets regnskab for 2006 og indstiller det til godkendelse på repræsentantskabsmødet i oktober 2007.

Regnskabet viser et overskud på 4.595.000 kr. Overskuddet overføres til forbundets beredskabskasse, som herefter udgør 13.025.000 kr.

Ombygningen af DTS-Huset på Hjalmar Brantings Plads er i fuld gang. Sekretariatslederen foretager løbende opfølgning hver 14. dag på projektet, så det sikres, at det gennemføres i overensstemmelse med de økonomiske rammer, der er besluttet i hovedbestyrelsen.

Hovedbestyrelsen blev orienteret om, at faglig sekretær Nina Nyboe fratræder sin stilling i forbundets sekretariat pr. 1. august for at vende tilbage til SKAT - især for at afkorte transporttiden.

Forbundets hovedbestyrelse vil nærmere vurdere, hvorvidt der skal opslås en ny stilling.

Hent NYT fra DTS nr. 26/2007 i pdf-format her.