SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 39/2007

1. oktober 2007
Undersøgelsen af det psykiske arbejdsmiljø i SKAT
Den indledende del af forbundets undersøgelse og arbejde med det psykiske arbejdsmiljø er nu afsluttet for denne gang, og som det fremgår af den udarbejdede rapport, har det vist sig, at der bestemt er faktorer i medlemmernes psykiske arbejdsmiljø, der har brug for at blive arbejdet videre med. Der er dog også positive faktorer – faktorer som viser, at vi ikke er på helt bar bund, når vi snakker om et godt psykisk arbejdsmiljø i SKAT.

Se rapporten her.

Medlemmerne har, når man ser på undersøgelsens resultater, stadig troen på, at de nok skal kunne løse de problemer, som SKAT kommer til at stå overfor i fremtiden. Medlemmerne finder også, at de har indflydelse på deres arbejde, og at der udviklingsmuligheder i deres arbejde. Medbestemmelsen og meningen med arbejdet scorer også som noget af det bedste blandt medlemmerne og hertil kommer, at mange føler, at der er et godt socialt fællesskab i arbejdet. Alle sammen faktorer, som vi senere vil kunne drage nytte af, når vi skal til at arbejde med de mere negative sider af undersøgelsen.

For træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himlen. Der er faktorer i undersøgelsen, som bestemt viser, at vi har noget at arbejde videre med, hvis vi ønsker at være en god og attraktiv arbejdsplads. Det fremgår tydeligt af undersøgelsen, at der er stor utilfredshed med den måde SKATs edbsystemer virker på, samt at dette har en meget negativ effekt på medlemmernes psykiske arbejdsmiljø.

Endvidere kan det konkluderes, at der i medlemmernes hverdag i SKAT er alt for mange stressfremmende faktorer, så som meget overarbejde, dobbelt arbejde og manglende prioritering af arbejdsopgaverne mv. Undersøgelsen viser da også, at næsten hver 10. medarbejder har været sygemeldt med stress og endnu flere har været mere syge efter fusionen end tidligere.

Som det har været tilfældet i tidligere undersøgelser viser denne undersøgelse også, at der skal arbejdes meget mere med den interne kommunikation i SKAT. En faktor, som er meget svær at håndtere, men på trods af dette er det nødvendigt, at der arbejdes intenst med at forbedre kommunikationen, da den er nøglen til mange af de øvrige problemer, som viser sig i undersøgelsen.

Nu er undersøgelsen gennemført, og rapporten er skrevet, men det er ikke ensbetydende med, at vores arbejde med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø er færdigt – det er faktisk først nu, vi rigtig kan komme i gang.

Forbundets hovedbestyrelse vil på det kommende møde i oktober 2007 beslutte en indsatsplan for, hvilke forslag til tiltag, som forbundet mener, der skal arbejdes videre med vedrørende det psykiske arbejdsmiljø blandt medlemmerne. Forslagene vil herefter blive fremlagt med henblik på dialog med ledelsen i SKAT og de øvrige organisationer.

Hent NYT fra DTS nr. 39/2007 i pdf-format her.