Der er nu med inspiration fra trepartsaftalen på det private arbejdsmarked lavet en aftale om visse ansættelsesmæssige forhold om afvikling af frihed i forbindelse med Covid-19. Se aftaleteksten her.
Forbundets Centralorganisation CO10, der som part i CFU har været med til at forhandle aftalen, skriver som følger:
”Medarbejdere, der efter arbejdsgiverens anvisning ikke varetager opgaver i hele eller dele af perioden fra den 28. marts til den 13. april 2020, kan blive pålagt at afvikle frihed i op til 5 dage. Det er op til ledelsen at vurdere, om den enkelte medarbejder skal varetage opgaver, uanset om pågældende er hjemsendt eller ej, eller om medarbejderen i stedet skal afholde op til 5 dages frihed.
Der kan anvendes feriedage, særlige feriefridage, afspadsering mv. (f.eks. timer fra en positiv flexkonto). Der kan kun anvendes dage, der allerede er optjent. Heraf følger bl.a., at der ikke kan anvendes særlige feriefridage fra ferieåret 20/21. Afviklingen af friheden kan pålægges med dags varsel.
Det følger af aftalen, at op til 5 dages ferie, særlige feriedage, afspadsering mv., der er fastlagt til afholdelse i perioden 14. april – 30. april 2020, med tilsvarende forkortet varsel kan fremrykkes til afholdelse i perioden til og med den 13. april 2020. Hvis dette sker, kan der ikke pålægges yderligere frihed i medfør af denne aftale. Med andre ord kan den enkelte medarbejder kun pålægges frihed/ferie op til 5 dage.”
Forbundet afventer nu en dialog med ledelsen i Skatteforvaltningen om udmøntning af aftalen.
Spørgsmål kan rettes til faglig sekretær Jan Nørner, jn@dts.dk
Hent NYT fra DTS nr. 12/2020 i pdf-format her.