SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 21/2008

7. maj 2008
Kritik af Lån & Spars MasterCard
Der har i går været en tv-udsendelse, hvor der har været fokuseret på betingelserne for brug af MasterCard - bl.a. de MasterCard Lån & Spar Bank har udstedt til forbundets medlemmer i DTS-Bank.

Vi har - indtil videre - fået følgende information fra Lån & Spar Bank:

“Vi har i dag givet interview til DŔs forbrugermagasin Kontant. Udsendelsen bliver sendt i aften kl. 21.25.

Programmets omhandler brug af MasterCard. Med en kritisk vinkel om at mange banker, fagforeninger, indkøbsforeninger m.m. lokker med kortet, men man skal passe på, for det kan hurtig blive en meget dyr løsning.

Konkret i forhold til Lån & Spar Bank gik spørgsmålene primært på to områder.

1. Omregningskursen er dyrere på MasterCard, end den er på VisaDankortet, når man handler i Thailand.
2. Der opkræves et gebyr på 1,25 % af købesummen, når man handler med MasterCardet på nettet.

Ad1)
I forhold til omregningskursen er der sket en fejl hos PBS. Man har i en periode ikke afregnet til Nationalbankens middelkurs på VisaDankortet, men benyttet en anden procedure, hvor man har brugt relationen mellem USDollars og ThaiBath. Det betyder, at VisaDankort kunderne er blevet afregnet til en lavere kurs, end den som er nævnt i kortholderreglerne for VisaDankort. Derimod er MasterCard kunderne blevet afregnet til den kurs, som oplyses i kortholderreglerne nemlig Danmarks Nationalbanks middelkurs. Således har nogle VisaDankort kortholdere fået en utilsigtet gevinst i forhold til MasterCard kortholderne. PBS har indrømmet fejlen overfor os, og vil sørge for at rette dette forhold i fremtiden, så det er gennemskueligt for kunden.

Ad 2)
I forbindelse med al handel på internettet med kort, bliver der opkrævet et gebyr hos internetforretningen. Kontant tager udgangspunkt i køb af rejser med MasterCard, for at aktivere den tilknyttede rejseforsikring. Vinklen er således, at vores rejseforsikring er konstrueret på denne måde, for at vi skal tjene på dette ”skjulte gebyr”. Det er ikke tilfældet, leverandøren betaler under alle omstændigheder gebyret for, at kunne stille denne service til rådighed. Nogle internetforretninger/rejsebureauer vælger så at kaste omkostningen direkte over på kunden, og det har vi ingen indflydelse på. Kunden kan altid vælge at betale med MasterCardet i rejsebureauet og på den måde undgå at betale de yderligere omkostninger og alligevel aktivere rejseforsikringen.”

Lån & Spar Bank har desuden udarbejdet et ark med spørgsmål & svar omkring brugen af MasterCard. Du kan spørgsmål & svar her.


Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholder ordinært møde onsdag den 14. maj 2008 med følgende sager på dagsordenen:

• Tillæg 2008
• Livsfasepolitik/seniorordninger
• Bijob - status
• Grænsedragning
• Status TR-uddannelse – kontinuerlig tjeneste
• SKATs struktur
• Forbundets kongres 2008
• Sekretariatets fremtid
• Forbundets interne udvalg: Skatteudvalg – Toldudvalg – Inddrivelsesudvalg - Uddannelsesudvalg
• Gensidig information
• Økonomi

Hent NYT fra DTS nr. 21/2008 i pdf-format her.