SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 14/2012

15. maj 2012
Forhandling om lokal arbejdstidsaftale i Skatteministeriet for medarbejdere i kontinuerlig tjeneste
Der har været stor fokus på temaet arbejdstid siden januar 2010, hvor SKAT opsagde samtlige lokale arbejdstidsaftaler og meddelte, at direktionen havde besluttet, at det fremover alene skulle være reglerne i statens rammeaftale om arbejdstid, der er gældende.

Der blev i sin tid nedsat en arbejdsgruppe i Koncerncentret, Løn og Personalejura, hvor HK, AC og DTS er repræsenteret. Arbejdsgruppen har løbende drøftet reglerne i arbejdstidsaftalen og administration heraf, både for medarbejdere med almindelig dagarbejde og for medarbejdere i kontinuerlig tjeneste.

Et af fokuspunkterne i forhold til kontinuerlige medarbejdere har været perioden for beregning og opgørelse af arbejdstiden. Ifølge statens arbejdstidsaftale er normperioden én måned. Løn og Personalejura meldte i midlertidig ud i november 2011, at der for kontinuerlige medarbejdere ikke er noget til hinder for, at normperioden udstrækkes ud over én måned – men dog ikke længere end til tre måneder.

Personaleorganisationerne (HK og DTS) har ved flere lejligheder gjort opmærksom på, at en fravigelse af én-måneds perioden i rammeaftalen kræver en lokal aftale i Skatteministeriet, hvilket Løn og Personalejura er enig i.

Med baggrund i ovenstående har HK og DTS derfor modtaget et udkast fra Løn og Personalejura til en lokal arbejdstidsaftale for medarbejdere i kontinuerlig tjeneste, hvor normperioden ændres fra én måned til tre måneder.

HK og Dansk Told & Skatteforbund har herefter – med udgangspunkt i drøftelser med vores medlemmer – fremsendt et fælles forslag til en lokal arbejdstidsaftale for medarbejdere i kontinuerlig tjeneste.

Vi afventer at høre nærmere fra Skatteministeriet.

Hent NYT fra DTS nr. 14/2012 i pdf-format her.