SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 23/2014

18. juni 2014

Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært hovedbestyrelsesmøde mandag den 16. og tirsdag den 17. juni 2014. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:

SKATs lokalisering
I forbindelse med arbejdet omkring implementering af lokaliseringsplanen er der etableret en følgegruppe med repræsentanter fra SKAT Økonomi samt formændene for de tre personaleorganisationer. Følgegruppen har afholdt sit første møde.

I følgegruppen har personaleorganisationerne mulighed for at være i dialog med SKAT og komme med bemærkninger til implementeringen af lokaliseringsplanen – og bl.a. pege på uhensigtsmæssigheder i planen.

Hovedbestyrelsen drøftede lokaliseringsplanen og pegede på en række åbenlyse uhensigtsmæssigheder omkring den fremtidige placering af opgaver. Disse uhensigtsmæssigheder er videregivet til SKAT.

Planen, som den foreligger på nuværende tidspunkt, ser ud til at have en række fejl og mangler i forbindelse med den fremtidige placering af opgaverne, og forbundet vil derfor gennem arbejdet i følgegruppen forsøge at få rettet op på dette.

Forbundet opfordrer samtidig SKAT til at sikre en hurtig kommunikation til medarbejderne undervejs i forløbet omkring implementeringen af planen. Det er afgørende, at de ændringer, der sker undervejs i forbindelse med implementeringen af planen, formidles ud til medarbejderne.

Forbundets forbehold omkring SKATs fremtidige lokalisering ændrer dog ikke ved, at en lang række medlemmer vil få et nyt arbejdssted, når planen føres ud i livet. En række medlemmer er derfor helt naturligt usikre omkring deres rettigheder og, hvad de skal tåle. Forbundets sekretariat har derfor udarbejdet en generel information med fakta i forbindelse med forflyttelse af medarbejdere i SKAT, som kan ses her.

Krav til aftale- og overenskomstforhandlingerne 2015
Forbundet skal nu indsende krav til centralorganisationen CO10 forud for aftale- og overenskomstforhandlingerne i 2015.

Centralorganisationen har henstillet, at der fremsendes færrest mulige specielle krav, som kun gælder for de enkelte organisationer, da fokus vil være på at anvende størst mulig del af den samlede ramme til de generelle krav for hele statens område som f.eks. generelle lønstigninger.

Dette forhindrer dog ikke Dansk Told & Skatteforbund i at fremsende et antal specielle krav, som kan være med til at løse nogle konkrete problemer og uhensigtsmæssigheder for forbundets medlemmer på lønområdet.

Forbundet har i forbindelse med drøftelserne omkring de foreløbige krav i centralorganisationens bestyrelse forsøgt at få CO10 til at rejse krav om et nyt lønsystem til erstatning af Ny Løn, som ikke fungerer efter hensigten – og slet ikke i SKAT med de meget begrænsede midler til tillæg. Dette har der dog ikke været opbakning til fra de øvrige organisationer i CO10, og det vil derfor næppe kunne rejses som et krav ved de kommende forhandlinger.

Tillægsforhandlinger 2014
Arbejdet med forberedelse af tillægsforhandlingerne her i 2014 er for alvor ved at gå i gang. Selve tillægsforhandlingerne kommer dog først i gang i løbet af efteråret, og SKAT har desværre endnu en gang lagt op til et forløb, hvor de aftalte tillæg først kan udbetales med lønnen for december 2014.

Forbundet mener det er utilfredsstillende, at udbetalingen ikke kan ske tidligere, men det ser ikke ud til, at det er muligt at få SKAT til at ændre tidsplanen.

Hovedbestyrelsen drøftede specifikt procedure og erfaringer fra sidste års tillægsforhandlinger. Der var enighed om, at der skal være tid til at få en proces, der sikrer, at alle medlemmer får mulighed for at sende indstillingsskemaer ind til tillidsrepræsentanterne.

Når detaljerne omkring forløbet er på plads, vil forbundet melde nærmere ud til medlemmerne – bl.a., hvad man kan gøre – og hvordan det skal ske – hvis man ønsker at komme i betragtning til et tillæg.

Regnskabet for 2013
Hovedbestyrelsen havde den foreløbige behandling af forbundets regnskab for 2013, som viser et overskud af primære aktiviteter på 138.000 kr. Der var budgetteret med et overskud på 474.000 kr., men bl.a. en kraftig forøgelse af udgifterne til ekstern juridisk bistand til forbundets medlemmer, som bliver inddraget i sager eller indkaldt til tjenstligt forhør, har påvirket resultatet.

I 2013 har forbundet på den konto haft udgifter til ekstern juridisk bistand på 1.018.000 kr. mod 184.000 kr. året før.

Den endelige godkendelse af regnskabet sker på hovedbestyrelsesmødet i august.

Kongres 2014
Arbejdet med forberedelse af materiale til forbundets kongres den 21. og 22. oktober 2014 er nu i fuld gang.

Hovedbestyrelsen havde en foreløbig behandling af forslag til budget for den kommende kongresperiode samt til forslag til strategi for Dansk Told & Skatteforbund. Begge forslag behandles endeligt på hovedbestyrelsesmødet i august, hvorefter de bliver lagt frem som forslag til kongressen.

En enig hovedbestyrelse har besluttet at indstille genvalg af forbundsformand Jørn Rise og af næstformand Marianne S. Nielsen på kongressen.

Hent NYT fra DTS nr. 23/2014 i pdf-format her.